Jeg går jo bare

Hun ligner Mørkets Dronning fra en gyserfilm, når hun kronraget og i lange, sorte gevandter, jager gennem Københavns gader. Mange har set hende, men få kender hende og den tunge bagage, den spinkle krop bærer rundt på.

Af Caroline Boutrup Nielsen 

”Du er kraftedeme grim – så få dog noget at spise!” råber damen og overhaler hurtigt udenom på cykel. Stines sydfynske dialekt slår over i noget københavneragtigt og de tynde, sortklædte arme fægter rundt i luften, mens hun imiterer den dame, der for år tilbage mange morgener i træk råbte ad hende på den daglige gåtur.

Stine går nemlig. Meget. Fire timer hver dag året rundt i al slags vejr. Jeg har flere gange lagt mærke til hende tilfældige steder i byen. Hun er svær ikke at lægge mærke til. Første gang jeg så hende, troede jeg, at jeg havde set et genfærd. Det næsten skaldede hoved og den lille krop er pakket ind i lag på lag af hjemmedesignede sorte kjoler og kuttelignende frakker, der efterlader et indtryk af vampyr, spøgelse og uhygge, dér midt på Nørrebrogade. Hver gang har jeg tænkt, hvad hendes historie mon er.

Endelig har jeg fået chancen og sidder nu i den spartansk møblerede stue i hendes toværelses lejlighed i Brønshøj, og bliver kastet lige ind midt i denne højt og hurtigt snakkende, smilende og åbenhjertige kvindes livshistorie.

“Det er jo noget tvangsagtigt noget”
Stine går, fordi hun ikke kan lade være. Sådan har det været, siden anoreksien rigtig fik taget i hende som 17årig. I flere år var det ”kun med det yderste af neglene”, at sygdommen ikke tog livet af hende. Hendes kropsvægt var nede på 27 kg og kropsfunktionerne stod af én efter én, så hun først ikke kunne høre noget og så mistede synet på den ene øje.

Når man udsulter sin krop på den måde, mister hjernen livsvigtigt fedtvæv, og man bliver som en senildement, forklarer hun. Hjernen holder op med at tænke rationelt. Det er én af årsagerne til, at Stine kom så langt ud, at hendes eneste ønske aften efter aften var ikke at vågne igen næste morgen. På et tidspunkt holdt hun op med at købe shampoo og tandpasta, da hun ikke så noget formål med det – hun ville alligevel ikke få det brugt. De færreste i Stines familie, inklusiv hende selv, troede på, at hun ville blive en dag over 20 år. 

”Jeg tror aldrig, det forsvinder”
Nu sidder Stine let krøllet sammen i den brune læderstol overfor mig. 35 år gammel. Det er hun både taknemmelig over og stolt af. Det har været hårdt arbejde hele vejen og er det stadig, fortæller hun.A noreksien fungerer som en form for ventil, en måde at håndtere de svære følelser inden i på. Derfor tror hun heller ikke, at hun nogensinde slipper helt af med sygdommen.

Hendes mål er at leve så normalt et liv som muligt, og ikke lade sig diktere for meget af anoreksien. Et mål hun er lykkedes godt med de seneste år.

I tre år har hun nu arbejdet i sit drømmejob som blomsterdekoratør. Hun har endelig fundet noget tøj og en stil, som hun føler sig hjemme og godt tilpas i – nemlig hendes egne fantasifulde kreationer. De daglige gåture er ikke længere kun tvang, men også noget hun nyder og bliver i godt humør af. Hun har overskud til ikke at lade sig gå på af de få folk på gaden, der bliver provokerede af hendes specielle udseende og råber ubehagligheder efter hende.

”Dem om det. Hvis de har brug for det, så siger det nok lidt mere om, hvordan de har det selv, end om min frisure,” griner hun, ”jeg har det sådan – lad mig dog bare gå. Jeg gør jo ikke nogen noget, jeg går jo bare her på fortovet.”